Om Nakskovs Negleklub
Verden trænger til mere fællesskab og nærvær
– så jeg tænkte at Nakskov manglede et lokalt neglefællesskab med god energi, hvor neglentusiaster på Lolland kan mødes, lave negle sammen og hygge sig.
Derfor opstod Nakskov Negleklub.
Hej, jeg er Nadja Friis.
Jeg står bag bogen Negle for Begyndere og salonen Miss Friss i Nakskov gågade som jeg havde fra 2015 til 2021, og så småt er startet op igen hjemmefra.
Jeg startede med at lave negle i 2005, og på et tidspunkt gav jeg faktisk alt mit udstyr væk til en veninde, fordi jeg ikke kunne få produkterne til at blive på neglene. Men jeg havde fået blod på tanden, så i efteråret 2006 startede jeg på mit første kursus, som jeg afsluttede i 2007. Siden da er det blevet til 23 kurser i 3 lande fordelt på 7 mærker.
De bedste minder fra faget, har jeg blandt andet fra de neglearrangementer jeg har deltaget i, for der er ikke noget så fedt som at være i et rum hvor alle interesserer sig for det samme.
I 2010 åbnede jeg salon i København, mens jeg læste HF og uddannede mig til massør hver fjerde weekend, for jeg kendte ikke mine egne begrænsninger dengang. Det holdt ikke mange måneder, før mit sind sagde stop, og jeg måtte droppe det hele.
I 2015 var jeg flyttet til Nakskov og åbnede Miss Friss i gågaden. Jeg havde lavet lidt behandlinger hjemmefra, så der var nogle kunder, men ikke mange. Og mine forretningsmæssige øjne var slet ikke realistiske dengang, jeg startede med at lave negle til ca. 350 kr. og tænkte jeg aldrig skulle blive dyr. Men når man er to timer om et sæt negle og ikke har en fyldt kalender, omsætter man ikke engang hvad andre får i løn på et ordinært lavtlønnet job. Det bliver hurtigt svært at få livet til at hænge sammen. Så prisen steg og jeg fik nogle andre øjne på at drive virksomhed.
I 2019 deltog jeg i DM i neglefaget og kom hjem med 2 guldmedaljer. I 2020 vendte jeg tilbage på et højere niveau og fik en guld og 3 bronze.
I 2019 udgav jeg første udgave af Negle for Begyndere, siden da er over 200 fysiske eksemplarer solgt og mere end 500 har e-bogen. I 2026 er bogen blevet kraftigt opgraderet med den seneste viden inden for faget.
For at forbedre min forretning, har jeg arbejdet med coaches for at få andre øjne på tingene. Jeg ville hjælpe nybegyndere med at undgå de fejl jeg selv lavede, og holde dem i hånden når de begynder at tage kunder og skal forstå hvordan man driver en forretning og tiltrækker kunder med den rette markedsføring. Deraf opstod Nail Biz Academy, som fokuserer på forretningsdelen, mens Negle for Begyndere fokuserer på neglene.
Efter flere år med minimal tilknytning til selvstændigt arbejde er jeg i dag i fleksjob, ansat i FlexVirk, hvor jeg får lov til at arbejde med de forskellige ting jeg brænder for.
Stille og roligt er drømmen om salon begyndt at blomstre igen.
Men da jeg kun arbejder få timer om ugen, er en traditionel salon ikke realistisk lige nu.
Derfor fik idéen om et fællesskab endnu mere liv — et sted hvor neglentusiaster kan hygge sig og lave behandlinger, uden at skulle binde sig til faste vagter, høje udgifter eller et stort varelager.
Klubben samles til neglehygge events regelmæssigt, og er du ny i faget, er der masser af erfaring og viden at trække på i fællesskabet.
